Betingelser
Gældende betingelser ved indgåelse af aftale mellem kunden og Korrekturbureauet
Ydelser
Korrekturbureauet læser korrektur på alle typer tekster i Word, PowerPoint og PDF i overensstemmelse med Dansk Sprognævns retskrivningsregler. Arbejdet består i levering af korrekturlæsning efter forudgående aftale med kunden, når kunden ved svar på e-mail har accepteret Korrekturbureauets tilbud.
Dokumenter i Word-format leveres med synlige rettelser foretaget i Words rettefunktion. Eventuelle spørgsmål, bemærkninger eller forslag til omformuleringer anføres i kommentarfelter. PDF-filer leveres med rettelser foretaget med Adobes markeringsværktøj, som kunden efterfølgende selv skal indsætte i sit eget dokument. PowerPoints leveres i korrekturlæst stand uden synlige rettelser, idet rettelser foretages direkte i teksten. Ved PDF-filer vil eventuelle kommentarer kunne ses i kommentarfelter, og i PowerPoints vil eventuelle kommentarer anføres i et særskilt dokument.
Korrekturbureauet leverer korrekturlæsning til kunden ved fremsendelse pr. e-mail eller upload af det færdige dokument til kunden, jf. den indgåede aftale om korrekturlæsning. Korrekturbureauet arbejder grundigt og systematisk med det mål, at kundens tekst efter korrekturlæsning fremstår korrekt. Skulle der efterfølgende vise sig enkelte fejl, som burde have været rettet, gælder afsnittet om reklamation nedenfor.
Medmindre andet er aftalt skriftligt, læses hver fil som en selvstændig tekst. Kunden skal derfor oplyse inden korrekturlæsningen, hvis bestemte oplysninger eller særlige skrivemåder skal være ens alle steder, fx ord, navne, fagudtryk eller forkortelser, der går igen i flere filer eller tekstdele.
Priser
Prisen for korrekturlæsning følger de gældende priser på det tidspunkt, hvor Korrekturbureauet bekræfter kundens ordre, medmindre parterne har aftalt andet skriftligt. Alle priser er eksklusive moms.
Hvis der er givet et prisestimat, er dette givet på baggrund af de oplysninger, kunden har fremsendt, og af den forventede tekstmængde og sværhedsgrad. Hvis Korrekturbureauet undervejs vurderer, at opgaven er mere omfattende end forventet, orienteres kunden, inden arbejdet fortsættes ud over det estimerede omfang.
Betaling
Fakturaer forfalder til betaling 8 dage fra fakturadato, medmindre parterne har aftalt andet skriftligt.
Hvis kunden undlader at betale en forfalden faktura for korrekturlæsning senest 14 dage efter at have modtaget skriftligt påkrav om betaling fra Korrekturbureauet, har Korrekturbureauet, ud over rente som anført ovenfor, ret til at: (i) beholde allerede korrekturlæste tekster, som endnu ikke er leveret til kunden, eller kræve forudbetaling herfor, og (ii) gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende.
Ved for sen betaling beregnes rente i henhold til rentelovens regler. Korrekturbureauet kan desuden opkræve rykkergebyr efter de til enhver tid gældende regler.
Tilbud og ordrebekræftelse
Korrekturbureauets tilbud er gældende i ti dage fra den dato, tilbuddet er dateret, medmindre andet fremgår af tilbuddet. Accept af tilbud, der er Korrekturbureauet i hænde efter acceptfristens udløb, er ikke bindende for Korrekturbureauet, medmindre Korrekturbureauet meddeler kunden andet.
Aftale om korrekturlæsning sker skriftligt mellem kunden og Korrekturbureauet via e-mail.
Aftalen skal indeholde oplysning om opgaven, korrekturens omfang, pris, betalingsbetingelser, leveringsformat og leveringsdato.
Kunden kan ikke ændre en afgivet ordre på korrekturlæsning uden Korrekturbureauets skriftlige accept.
Aftalen indeholder oplysninger om korrekturens omfang og leveringsformat samt eventuelle særlige sproglige retningslinjer.
Reklamation
Hvis kunden mod forventning finder fejl, der burde have være rettet, skal kunden reklamere skriftligt senest 72 timer efter Korrekturbureauets levering af dokumentet, Reklamation skal ske via e-mail til mail@korrekturbureauet.dk og indeholde angivelse af de fejl, kunden mener burde have været rettet.
Hvis reklamationen er berettiget, kan Korrekturbureauet vælge enten at rette de pågældende fejl uden beregning eller at give et forholdsmæssigt afslag i prisen. Fejl omfatter ikke tilfælde, hvor der er tale om valgfri stavemåder, kundens egne stilvalg, manglende oplysninger fra kunden, ændringer foretaget efter levering eller forhold, der ligger uden for den aftalte korrekturlæsning.
Levering
Hvis Korrekturbureauet forventer en forsinkelse i leveringen af en opgave, informerer Korrekturbureauet hurtigst muligt kunden om det og oplyser samtidig årsagen til forsinkelsen og ny forventet leveringstid. Der aftales en kompensation for forsinkelsen, hvis forsinkelsen skyldes forhold hos Korrekturbureauet. Kompensation kan aldrig udgøre mere end prisen for den aftalte korrektur.
Leveringstid
Kortere tekster på op til ti sider leveres som udgangspunkt inden for en til to dage. Længere tekster leveres typisk inden for tre til otte dage afhængigt af opgavens omfang. Kunden opfordres til at fremsende sin tekst til korrekturlæsning i så god tid som muligt inden kundens egen deadline.
Aflysning eller senere levering af opgave til læsning
Såfremt kunden ikke kan fremsende teksten til korrekturlæsning på det aftalte tidspunkt, skal kunden give Korrekturbureauet besked hurtigst muligt, så Korrekturbureauet kan frigive plads til og prioritere andre opgaver. Hvis kunden fremsender teksten senere end aftalt, kan Korrekturbureauet ikke garantere levering til den oprindeligt aftalte deadline.
Hvis kunden aflyser en aftalt opgave senere end 48 timer før det aftalte fremsendelsestidspunkt, forbeholder Korrekturbureauet sig ret til at fakturere 25 % af det aftalte eller estimerede honorar for den reserverede tid. Ved aflysning senere end 24 timer før det aftalte tidspunkt forbeholder Korrekturbureauet sig ret til at fakturere 50 % af det aftalte eller estimerede honorar.
Fortrolighed
Korrekturbureauet behandler alle tekster og oplysninger fra kunden fortroligt. Materiale modtaget fra kunden anvendes alene til løsning af den aftalte opgave og videregives ikke til uvedkommende.
Hvis teksten indeholder fortrolige eller følsomme oplysninger, skal kunden oplyse dette inden fremsendelse, så der kan aftales en sikker fremsendelsesform.
Ansvar
Korrekturbureauet kan ikke gøres ansvarlig for indholdet af det fremsendte materiale fra kunden og læser alene korrektur på dette.
Korrekturbureauet er ikke ansvarlig for kundens egne ændringer i teksten efter levering.
Korrekturbureauets samlede ansvar kan aldrig overstige det beløb, kunden har betalt for den konkrete opgave.
Korrekturbureauet er ikke ansvarlig for indirekte tab, driftstab, tabt avance, tab af data, trykomkostninger, kundens egne efterfølgende ændringer eller andre afledte tab.
Korrekturbureauet er ikke ansvarlig over for kunden for manglende opfyldelse af forpligtelser, som kan henhøres til force majeure. Ansvarsfriheden består, så længe force majeure består. Som force majeure anses forhold, der er uden for Korrekturbureauets kontrol, og som Korrekturbureauet ikke burde have forudset ved aftalens indgåelse. Eksempler på force majeure er usædvanlige naturforhold, krig, terror, brand, oversvømmelse, hærværk, sygdom, nedbrud i centrale it-systemer og arbejdsstridigheder.
Persondata
Korrekturbureauet registrerer ikke personfølsomme oplysninger og videregiver ikke oplysninger til tredjemand. Oplysninger om kundens navn, adresse, e-mailadresse, telefonnummer m.v. benyttes alene i forbindelse med kundens bestilling og kommunikation og er ikke personfølsomme oplysninger.
Kunden kan til enhver tid kontakte Korrekturbureauet for at få oplyst, hvilke personoplysninger der behandles om kunden, eller for at få oplysninger rettet eller slettet. Dette sker, i det omfang Korrekturbureauet er forpligtet til eller berettiget til det efter databeskyttelsesreglerne.
Opdateret d. 29. april 2026
